Værft

Industrialisering

Det var store statslige investeringer, der for alvor satte fart på den lille handels-købstads industrialisering.

Havnen blev, med dygtigt forarbejde af købmand og krigskommissær Frantz Übersax, etableret som base for kanonbåde og kapere i krigen mod England 1807-14, men efter krigen opstod der hurtigt behov for en udvidelse. Købmandsborgerskabet vidste at udnytte havnens muligheder, og i 1830érne blev havnen udvidet første gang.

Industrialiseringen i vesteuropa og den liberale danske grundlov medvirkede til et økonomisk opsving i regionen, og skibstrafikken i Kattegat blev stadig større. Efterhånden opstod der et yderligere behov for en nød- og handelshavn i det nordlige Jylland.

Havnen skulle placeres på østkysten, idet teknologien endnu ikke formåede at bygge havne på den stormblæste vestkyst. Havnen skulle ligge så langt mod nord som muligt, så skibene kunne søge ly for vinden så tæt på sejlruten omkring Skagens Odde som muligt. Her blev Frederikshavn det naturlige valg. Også fordi den jyske længdebane i 1871 havde fået sin endestation i byen.

Den store befolkningstilvækst i 1800-tallet og indførslen af ny teknologi i landbruget betød, at der blev frigjort en stor arbejdskraftreserve. Flere hundrede tusinde danskere brød deres landbotilværelse op og vandrede mod byerne.

Nogle fortsatte ud over landets grænser, men de fleste blev i Danmark og tog del i opbygningen af den danske industrialisering. I Frederikshavn fordobledes befolkningen fra 1870 til 1890 og igen fra 1890 til 1916.
Der var brug for arbejdskraften ved den store udvidelse af havnen, der fandt sted fra 1880’erne til begyndelsen af 1900-tallet.

Det var dog kun anlægsarbejdere, der var brug for i begyndelsen, og de blev presset ind i den eksisterende boligmasse omkring Fiskerklyngen og den nye bydel langs Havnegade.

Der var ingen tegn på, at der i den lille købstad kunne være et vækstpotentiale ud over anlægsarbejdet. Men to indvandrere ville det anderledes. Det var skibsbygmester H.V. Buhl, der i 1871 startede et skibsbyggeri, som har haft afgørende betydning for byen lige siden. Den anden var jernstøbermester L.P. Houmøller, som åbnede et jernstøberi i byen i 1883. Kapitalen måtte de to selv medbringe.

Men efterhånden fattede byens købmænd interesse for de to driftige forretningsfolk og begyndte at investere i deres virksomheder, samtidig med at de forandrede deres egne handelsvirksomheder efter industrialiseringens krav.

H.V. Buhls skibsbyggeri begyndte som reparationsværft men forandrede hurtigt produktionen til avancerede fiskekuttere. Buhl udviklede en helt ny kuttertype, som kunne bruges ved fiskeri så langt til havs som Island. Kuttertypen fik afgørende betydning for såvel den danske som den tyske fiskerflåde. Lige efter århundredeskiftet omlagde Buhl produktionen til stålskibe men måtte give op i 1913 og sælge til DFDS, som stadig ejer værftet under navnet Danyard.

Brødrene Houmøllers Jernstøberi specialiserede sin virksomhed lige før århundredeskiftet. Jernstøberiet blev udvidet til også at omfatte en maskinfabrik, der byggede petroleumsmotoren Alpha til den danske fiskerflåde. Fabrikken gik fallit i 1930’erne men blev rekonstrueret af lokale erhvervsfolk. I 1939 blev virksomheden overtaget af B&W. I dag ejes fabrikken af den tyske koncern M.A.N.

Byens fire træskibsværfter Buhl, Nic. Olsen, Hjørnet & Jacobsen samt Mortensens skibsbyggeri og Brødrene Houmøllers Alpha motor betød et vældigt løft for fiskeriet. Kutterrederierne og fiskeeksportørerne havde kronede dage og solgte fisk via jernbanelinierne langt ned i Europa.

Byens store handelsfirmaer Cloos, Kall og L.P.L. Møller slog - sammen med grosserer Lauritzen -ind på køb og salg af kul, en vare som var vigtig for de dampdrevne handelsfartøjer, som i stort omfang bunkrede kul i Frederikshavn, inden de sejlede nord om Skagen til England eller USA.

De store virksomheder indplaceredes i byens rum. I dag er der dog ikke mange bygninger tilbage, som viser industrialiseringens fædres formåen. Kun grosser Lauritzens ejendom på hjørnet af Kirkepladsen og Skippergade - samt Houmøllers gamle administrationsbygning i Søndergade, hvor Super Brugsen har til huse, er tilbage. Der kan dog findes enkelte af de gamle pakhuse. Cloos' pakhus i gården bag købmand Damsgaards supermarked, købmand Jørgen Storms pakhus på Kirkepladsen og - bedst bevaret - Kalls gamle pakhus i Tordenskioldsgade.

Hertil kommer byens bank- og sparekassebygninger. De to pengeinstitutter er væsentlige i forståelsen af byens udvikling. Frederikshavn og Omegns Sparekasse begyndte i 1844 i købmand Karups bagbutik på Gammel Torv, flyttede senere i Danmarksgade 12 og har i dag, som Spar Nord, domicil i Danmarksgade 48. Frederikshavn Bank begyndte sin virksomhed i protest mod byens store købmænd i 1894 og fik omkring århundredeskiftet sin karakteristiske bygning i Jernbanegade, hvor banken, under navnet Nordjyske Bank, stadig ligger.

Det er altså så som så med industrialismens bygninger, hvorimod industrialismens boliger stadig står tilbage.

Befolkningstilvæksten satte hurtigt sit præg på byens udvikling. Gennem 46 år, fra 1870 til 1916, blev der hver måned færdiggjort eet nyt beboelseshus - fra enfamiliehuset til de store lejlighedsbyggerier i Danmarksgade.

I mange år var jernbanens linieføring en effektiv bom for udviklingen ud i det åbne land. Men fra 1883 påbegyndtes boligbyggeriet på købstadens markjorder.

Markjorden var ejet af byens storkøbmænd, som ved frasalg af grunde skaffede kapital til omlægningen af handelen og til investering i byens industri.

Et af de første arbejderkvarterer, der opstod, var Svendeby. De små lave to til fire-familieshuse på Klitgårdsvej og Glerupsvej blev bygget i 10 årsperioden 1883-1893. Selvom husene i dag er stærkt ombyggede, udviser de stadig den ydmyghed, som udsprang af arbejdernes økonomi.

De Frederikshavnske indbyggeres forbedrede økonomi afspejler sig i kvarteret mellem Sønderstrand og Søndergade. Her opførtes kvarteret Bette Frederikshavn, hovedsageligt i perioden 1882-1910. Selv om mange af husene stadig var ydmyge, blev der råd til langt flere detaljer med pudsede partier omkring hjørner og vinduer.

Købstadens borgerskab var alt for lille til at danne selvstændige kvarterer, og ind i mellem arbejderboligerne ses det lille borgerskabs formåen. L.P. Houmøllers villa på Kalkværksvej, Buhls villa i Skansegade og herredsfuldmægtig Vogelius' villa i Klitgade, for blot at tage nogle enkelte eksempler.

Det første egentlige arbejderkvarter opstod omkring gaderne Emilievej og Elmevej i perioden 1903-16 og fortsatte i Ingeborgvej, Finnsvej og Agnetevej til langt op i 1930’erne.
Kvarteret var meget harmonisk med huse bygget i røde sten. Købmands-, slagter- og bagerforretninger var fordelt over kvarteret, så det fremstod som en helhed. Det var byens faglærte arbejdere, der slog sig ned i området.

Haabets Allé fra perioden omkring 1905 har sin helt egen historie. Her gik banearbejderne og postbudene sammen om køb af et stykke jord og opførelse af en række boliger, som stadig står, næsten som da de blev bygget.

Havebyen fra 1921 omkring Buen er et andet eksempel på et harmonisk kvarter, der ligesom Ørnevejskvarteret bygger på de arkitektoniske tanker fra begyndelsen af århundredet, der fandt sammen i foreningen Bedre Byggeskik.

Den industrielle udvikling satte også sit præg på byens uddannelsesinstitutioner. Fra begyndelsen af 1890’erne byggedes der nye skoler i Frederikshavn. Først byggedes Fladstrandsgades skole - senere gymnasium nu handelsskole.

Desuden byggedes den gamle tekniske skole på hjørnet af Kirkegade og Voldgade. Hertil kom endnu en stor kommuneskole på Ørnevej i 1915.

Elektricitet fik byen kort efter århundredeskiftet, hvor elværket blev opført i Skolegade.

Del denne side

Historie

P. Schous skibsprovianteringshandel i Havnegade. Ud over skibsproviantering drev P. Schou også et omfattende kutterrederi. Sønnen E. Schou står bag Roblon A/S.

MF Kronprinsessan Ingrid fra 1936 indvarslede nye tider for færgefarten mellem Danmark og Sverige, hvor hun var den første færge, der blev bygget som bilfærge til sejlads på Kattegat.