Bangsbo Hovedgaard

Hovedgårdene

Det er næppe mange kommuner i Danmark, der som Frederikshavn kommune kan fremvise hele syv herregårde.

Herregårdene begynder at dukke op i de skriftlige kilder i 13- og 1400-tallet. Oplysningerne om gårdenes oprindelse er dog sparsom.

Det tyder dog på, at de ældste herregårde er Gærumgård i Gærum sogn, nævnt første gang 1350 som væbnergård under slægten Basse, Bangsbo i Flade sogn, nævnt første gang 1364 som væbnergård under Børglum kloster, Ellinggård i Elling sogn, nævnt første gang 1440 som væbnergård til storadelsslægten Gyldenstierne og Eget i Skærum sogn i 1479 tilhørende slægten Orning.

Knivholt derimod er oprettet som hovedgård i 1419. Det ved vi fra en arvedeling omkring slægterne Panter og Lunge til Asdal. Indtil da var Knivholt en fæstegård.

Lerbæk var også tidligere en fæstegård under Ellinggård, men omkring 1466 blev den en selvstændig hovedgård, stadig under slægten Gyldenstierne. Hertil kommer, at Ellinggård i 1672 lagde jord til endnu en arvedeling, da Bannerslund blev oprettet.

Ud over disse syv ses det, at Skjortholt i Åsted sogn, Sludstrup i Skærum sogn og Kragskov i Elling sogn har været herregårde i et kortere eller længere tidsum.

Hvorfor de store og magtfulde adelsslægter havde interesser i Vendsyssel, må stå hen i det uvisse. Men der kan gættes på, at området var centralt i det gamle nordiske område, at de naturgivne forhold var særdeles gode til opdræt af fedekreaturer på de store heder og mange strandenge, eller den politiske situation efter Valdemar Atterdag.

Landbrugsstrukturen i området var meget anderledes end i det øvrige Danmark. Formentligt har naturen sat sine grænser for den landbrugsmæssige drift, og bebyggelsesstrukturen går måske tilbage til jernalderen.

Interessen for det vendsysselske landbrug kølnedes efterhånden, og adelens gårde blev ikke vedligeholdt. I 1600-tallet bliver de vendsysselske gårde solgt til flådens søofficerer. I slutningen af 1600-tallet samledes Lerbæk, Bangsbo og Knivholt under kommandøren Otte Arenfeldt, som omfordelte de tre gårdes jordtilliggende, så de blev lige store.

Det skete af hensyn til arvedelingen efter ham, således at hver af de tre sønner fik hver en hovedgård med lidt over de 200 tønder hartkorn, der skulle til for at opretholde den skattefrie status.

Den store landbrugskrise i 1700 tallet betød at flere af gårdene gik over til borgerskabet, som efterhånden fik lov til at købe adelsgårde. Det var dog en stakket frist, for sidst i århundredet kom landboreformerne. Her fik bønderne lov til at købe fæstejorden, og hovedgårdene stod tilbage med et arbejdskraftproblem.

En del af hovedgårdene blev herefter opkøbt af godsslagtere, mens andre frasolgte jord til husmandsbrug, som man kan se på Knivholt mark og Lerbæks mark ved Lien.

Del denne side

Lerbæk

Lindelysthuset ved herregården Lerbæk nord for Frederikshavn.

Den nyrestaurerede Lerbæk hovedgård. På trappen stod herremanden og tog sine fæstebønder i øjesyn før dagens arbejde.