Forhistorie

Det vides ikke hvornår de første mennesker har bosat sig omkring Frederikshavn. Men en tommelfingerregel er, at stenaldermennesket har bosat sig på toppen af den bakkeø, der går fra Hirtshals til Fladstrands knude ved Vangen og ned til Dronninglund Storskov.

Fra et af de ældste fund i Danmark ved vi, at der ved Nørre Lyngby er fundet spor fra den del af jægerstenalderen, der kaldes brommekultur.

Frederikshavn området dukker først op på den arkæologiske tidstavle i bondestenalderens sidste tid omkring 4000 år f.v.t. Det er den periode, der kaldes dyssetid, og her står tre pragtfulde langdysser i Gærum sogn.

På Kragkærvej, ved gården Bovet, ligger den 68 m lange og meget velbevarede langdysse kaldet Stenstuen - omgivet af hele 57 store randsten.
Ved Blakshøjgård ligger en af Danmarks største og smukkeste jættestuer. Gravkammeret har en længde på 8 m, er 1,75 m høj og 1-2,5 m bred. Væggene er opbygget af 15 store sten, som bærer fem svære dæksten.

Ved gården Ledet på Faurholtvej ligger en hellekistegrav. Kammeret er opbygget af fem bæresten og en stor dæksten. Højen er en af Vendsyssels bedst bevarede og smukkeste dysser fra yngre stenalder, nærmere betegnet mellem-neolitisk tragtbægerkultur.

Denne kulturs kendemærke er det tragtformede lerkar til opbevaring af landbrugsprodukter. Et sådant lerkar er for nylig opfisket i Kattegat - og kunne tyde på meget tidlig kontakt mellem Danmark og Sverige/Norge.

Ved gården Damsgård findes egnens højeste punkt. Det er Kigud, hvorfra der er en enestående udsigt over det østvendsysselske landskab. Øverst på den 121 m høje bakketop ligger endnu en kæmpehøj.

Mens stenaldermennesket bosatte sig i 60 m's højde over havet, kunne bronzealderens bønder rykke ned ad bakkeskråningerne i takt med vandstandssænkning og landhævning. I hvor høj grad der har boet mennesker i bronzealderen må bero på et skøn.

Kun de hundredevis af høje, der ligger spredt rundt i hele Gærum sogn, kan måske bringe klarhed over dette problem. Desuden regner arkæologerne med, at under 1/3 af gravhøjene står tilbage. Mange af højene er forsvundet ved stenslagning i slutningen af forrige og begyndelsen af sidste århundrede.

De 62 jernaldergrave ved Donbæk dækker både Keltisk og Romersk Jernalder. Sammmen med andre fund fra perioden viser de, at der har været aktiviteter på østkysten
Med jernalderen og vikingetiden er vi på mere sikker grund. Jernalderens bønder kunne bosætte sig 15 m over den nuværende havoverflade, og det er da også på skråningerne ned mod Vrangbækådalen, der dengang var en fjordarm, vi finder deres gravpladser.

62 jernaldergrave

Ved Donbækgårdene findes ikke færre end 62 små og store gravhøje. Højenes placering er meget tæt, og de er af meget varierende størrelse og form.

Fire af dem er større høje, som Borgbjerg og Kongehøj, mens resten er runde og aflange småhøje samt stenkredse. 20 af gravhøjene blev i begyndelsen af sidste århundrede undersøgt af Nationalmuseet. Undersøgelsen slog fast, at gravpladsen har været anvendt gennem den 1000 år lange periode fra førromersk jernalder til vikingetid.

Det er dog ikke lykkedes at påtræffe jernalderens beboelser. Nærmest kommer vi bosættelser ved gården Løgten. Her ligger de arkæologisk interessante stensatte kældre. Tilsvarende stenbyggede kælderanlæg er gennem årene kommet for dagen ved andre udgravninger i egnen omkring Frederikshavn, dels ved Donbæk, dels ved Bækmoien samt ved Dalgård nær Tolne og Grønhede. Kældre består af et eller flere, indtil 1,5 m dybe kamre. Væggene er sat af sten, og gulvene er ofte brolagte.

Løgten byder på syv af disse stenbyggede kælderanlæg, udgravet i en lille banke, som i jernalderen har dannet en lille halvø. Dateringen til yngre førromersk jernalder baseres på fund af lerkarfragmenter efter store, grove forrådskar. Arkæologerne mener, at kældrene kan have tjent som en art forråds- og beboelsesrum, muligvis kun sæsonbestemt. Noget sikkert bevis for deres funktion har dog ikke kunnet føres.

Frederikshavn kutterflåde på kapsejlads omkring 1900. Kutterflåden var fra slutningen af 1800 takllet danmarks største og mest moderne. Kutterne sejlede på fiskeri så langt væk som under Island.

Den sidste af de kirker, som tilhører den vendsysselske teglstensgruppe i kommunen, er Elling kirke. Kirkens placering skal nok ses i lyset af områdets naturlige beskaffenhed. Da hele sognet ligger på hævet havbund, har den største befolkningsmæssige koncentration ligget omkring sognets nok ældste hovedgård, Ellinggård, med den lille landsby, hvor kirken er placeret.

Kommunens sidste middelalderlige sognekirke er Skærum kirke. Den adskiller sig fra de øvrige ved at være opført i granit. Det antages, at bygningen er kommunens ældste og er formentligt opført mellem 1150 og 1200.

De fem kirker repræsenterer hver et af områdets oprindelige sogne.
I 1600-tallet blev hele to kirker opført indenfor kommunens område. Det var først Hirsholmene kirke, der opførtes omkring 1640. Historien bag kirken er spændende. Det var Bangsbo's ejer Otte Skeel, som fik udvirket kirkebyggeriet og oprettet eget sogn.

Hirsholmene havde tidligere ligget under Elling sogn, men øboerne var utilfredse med præstens betjening og fik Otte Skeel til at gå til kongen.

Selvom Flade kirke udvidedes flere gange i 15- og 1600-tallet, var kirken blevet for lille. Desuden var det ikke så rart for Fladstrands beboere at gå den lange vej fra byen til kirken. Derfor opførtes i 1690 en kirke i Fladstrand. Kirken fungerede som filialkirke indtil Frederikshavn sogns udskillelse fra Flade i 1812.

Den blev brugt indtil Frederikshavn kirkes indvielse i 1892. Herefter blev den degraderet til begravelseskirke, men den blev genindviet som ordinær kirke i 1945. Fra 1964 brugtes kirken af det nye Abildgård sogn. Da Abildgård kirke blev indviet i 1970 fortsatte kirken imidlertid som fillialkirke.

Frederikshavn kutterflåde

Bangsbostrand kirke opførtes i 1902 som filialkirke - ligeledes til Flade sogn - og ved indlemmelsen af Bangsbostrand i 1939, blev kirken sognekirke.

Byudviklingen i områdets stationsbyer udvirkede i 1888/89, at der blev opført en filialkirke til Elling kirke i Jerup, mens Strandby måtte vente til 1966 med at få sin smukke og særprægede kirke.

Også langs jernbanen til Hjørring anlagdes en kirke. Det var Kvissel kirke i Åsted sogn fra 1919, som nærmest ligner en kopi af middelalderkirkerne.

Del denne side

Elling Å

Elling Å var i vikingetid og middelalder sejlbar. Mellem Elling og kysten var der en naturhavn, hvor skibene kunne søge nødhavn, før turen gik nord om Skagens Gren.